Ind under gulvtæppet med det!

Jeg har efterhånden observeret i mig selv og blandt mange andre, at når ting er ude af syne, så er de også ude af sind – eller er det? Når vi skubber vores følelser, tanker, gamle historier (og alle de ting som vores samfund propper laaangt væk, ikke tør se i øjnene) og fysisk rod væk og under gulvtæppet, så forsvinder det jo ikke. Tværtimod! Det forbliver og bliver langt stærkere af den undertrykkelse eller kamp vi har.

Nu har jeg efterhånden oplevet mønstrene som behandler og fra mig selv nok til at kunne sige min egen personlige mening om det – også selvom vi har hørt det før, så er det min sandhed, at f.eks. børnene spejler enormt meget forældrene, også selvom begge parter er modvillige mod at se mønstret og endnu mere mod at gøre noget ved det – og ikke mindst at vores barndom, specielt den under 6 år er ufattelig vigtig, da vi intet filter har – og kan have misforstået hvad som helst.

Vi kan kun starte med én, og det er os SELV! 

Også selvom de kender alle vores knapper og vi falder i gang på gang. Hvis vi skal lave en forandring kan vi ikke bare proppe det ned over hovedet på andre folk eller os selv, og at proppe tingene under gulvtæppet er som sagt heller ikke en mirakelkur.

Tænk positive tanker? Ja right, det bringer bare endnu et lag oven på det, som rent faktisk er der. Det som hjælper er at håndtere det som er her NU – ikke det som var der i går, det som du prøver at skabe, men som ikke er her lige nu. Vi prøver konstant at manipulere med vores omgivelser og ikke mindst os selv. Som om, at når vi gør det – så bliver alt på en magisk måde forandret til det bedre. Prøv ærligt at se på dine nuværende resultater?  

Man kan ikke forvente at skabe magiske nye resultater ved at lave det samme, som man altid har gjort (var det ikke Einstein som sagde, at det ville være sindssyge?)

Tanker er bare tanker – følelser lyver altid – det vi i virkeligheden er, det er hér HELE tiden og behøver ikke vores manipulation eller omskiftelige behov for at være. Det er som filmlærredet, hvor alle filmene foregår på, men vi overser det – netop fordi det er der hele tiden, det er de huller som vi ikke ligger mærke til. Det ligger så langt nede under bølgerne af vores følelser og tanker, at vi nærmest helt har glemt at det eksistere! Men det gør det!

Når man har været i de forskellige følelser af afmagt, sorg, vrede, stræben, stolthed – så begynder man langsomt at komme op i de følelser, hvor der er mere energi – såsom mod, accept og fred.

Det lyder underligt, men jeg havde en oplevelse efter en eksamen, hvor jeg så mig selv som et stakkels offer fordi jeg for det første er så sensitiv og kunne mærke den jeg behandledes nervøsitet, at jeg begyndte at spejle det. Når man er i det etablerede system, så ligger de fleste folk ikke mærke til hvor det kom fra eller påpeger det, men det betød en væsentlig lavere præstation end normalt. Jeg blev sur og skuffet rent ud sagt, men i løbet af én dag lykkedes det mig faktisk at være i det og acceptere det, og derefter give slip på det. Jeg vågnede op fyldt med energi om natten, og forstod nu pludseligt i det øjeblik. 

Du kan ikke styre dine omstændigheder og ting du bliver udsat for, men du kan styre din reaktion og se det gode i det!

Den perle/skattekiste som ligger i det som på overfladen virker uretfærdigt. Og så kan det blive en velsignelse! Jeg havde så meget energi, men den var en sjov form for energi – lidt uvant for mig, den føltes rolig og alligevel enormt handlende og skabende. Som om den skabte ud fra et sted, hvor jeg ikke skulle kæmpe/ have modstand – men at opleve lettelsen/befrielsen i at eksterne ting ikke bestemmer hvordan jeg har det indvendigt.

Det var måske det nogle ville kalde ”ren væren” – som om man var glad for ingen årsag. Så kan den årsag heller ikke blive taget fra en. Den forløsning af frustration og vrede der lå lige under den pæne overflade, hvor man bekymrede sig for om man var god nok og tog det hele personligt, det var en kæmpe lettelse.

Ikke kun at forstå tingene intellektuelt, men rent faktisk at have forstået og OPLEVET hvad de ord betyder (selvom ord er fattige i forhold til beskrivelsen af det).

Og det er jo pudsigt, at intet fysisk var sket mig – men alligevel tolkede og følte jeg mig i det øjeblik som et åbent forandret menneske – men var jo ikke forandret. Jeg havde bare taget et lag af modstand og bekymring væk. En mur, som var bygget op til at beskytte mig, men som i sidste ende havde overtaget kontrollen.

Vi siger måske "Jeg er vred" - "Jeg er skuffet" - men er det i virkeligheden noget vi er? Eller er det noget vi føler i den bevidsthed vi er? :) Kæmpe forskel - prøv at se, hvad der sker!

Livet er den største legeplads – der er masser af skattekister at åbne, og forløse den energi som ligger i dem. Livet er til brug, elsk det tempel som din krop er et udtryk for – for indeni eller overalt, hvad man nu tror på, eksisterer det lys og kærlighed (som skal opleves og ikke bare tro på mine ord) kan komme ud af sit skjul.

Giv slip, velkom, forløs – åbn for det som er her, lige nu og her. Anerkend og tillad dig selv at være den du er – sandheden kommer man så meget længere med – den er lettere at huske! 

Tak for den oplevelse og eksamen jeg havde :) Jeg håber, at i kære læsere må opleve det for jer selv - hvad end der er behov for, således at den lille hvisken som kalder på os ikke ender op med at blive et råb.

“Three things cannot be long hidden: the sun, the moon, and the truth.” Buddha

Økohilsner Simon