Problemer og hvordan de løses!

Rigtig mange af os prøver konstant, at løse vores problemer, og de virker som en gordisk knude, som bare ikke vil løses! Især dem, som vi mest intensivt prøver at løse. Måske denne blog vil ræsonnere med dig, måske ikke. Men det er i hvert fald noget, som jeg har tænkt længe over, som terapeut og generelt i det spirituelle.

For det virker som om, det er skruen uden ende – når man har løst ét problem, så dukker det bare et nyt op. Jeg kunne løse problemer for mig selv og andre hele mit liv, og aldrig blive færdig. Så jeg satser, på at lære mig selv og andre, hvordan man kan finde løsningen indeni!

Det virker til, at vi har større og mere intensive problemer end nogensinde – ikke kun individuelt, men generelt set over hele verdenen. Den øgede intensitet af problemerne får det til at virke, som om vi går baglæns, men det er ikke nødvendigvis sandheden.

Vi er kommet til en højere tilstand, hvor det som tidligere blev holdt i dvale i vores underbevidsthed, bliver projekteret udad i verdenen. Når vi er apatiske og deprimerede, så er det vanskeligt for os, at gøre noget ved problemerne og handle. Så vores problemer forbliver uløste, og svirvler rundt i vores underbevidste sind. De kommer ikke ud og materialiserer sig i vores fysiske verden, hvor de kunne gøre en løsning mulig.

Når vi rykker et skridt ud af vores apatiske tilstand, så begynder vi at få en større kapacitet til at handle i verdenen. Så begynder vores problemer, at manifestere sig mere udad i vores verden. Det kan til tider virke som om, vores verden falder sammen omkring os.  Men det er faktisk en højere tilstand, at rykke op fra den apatiske tilstand til begyndelsen på en mere handlingsorienteret tilstand.


Husk, at du altid bør lytte til din egen intuition og ikke bare tage mine ord for gode vare - og det er bare ord. Jeg kan kun pege dig, i en retning med ord - men vejen. Den må vi tage selv.




En slags apatiske-handlingstilstand med apatisk-frustrerede tendenser. Vi er derfor ret destruktive, endda imod os selv. Vi bliver mere udtryksfulde og handlingsfulde destruktive overfor verdenen og os selv. Vi begynder måske at tro, at vi rykker os bagud, men rykker faktisk fremad - Apatisk-handlingstilstanden er højere end apatisk-handlingslammet.

Skridtet over apatiske-handling er en tilstand af handling, hvor vi er ligeligt konstruktive og destruktive. Tag endnu et skridt op og så når du til handling-væren tilstanden - hvor vi er gode til at handle, men kun er konstruktive. Tag endnu et skridt op, og så når du til ren væren; Vi behøver ikke at gøre noget, bare være, vi er bare. Men hey, når du læser dette her, så vid, at selvom du måske ikke er i ren væren, som en lillebitte promile er, så er du rykket op fra den apatiske tilstand.

Det er dit held, at du rent faktisk læser det her!

Verdenen i dag er i en tilstand af apatiske-handling. Den har rykket sig op, og har derfor tilsyneladende større problemer. Selvom det virker som tilbageskridt, så er det faktisk et skridt opad.

Er det fordi folk er mere udviklet nu?

Ja, vi er mere udviklede -  ikke til at håndtere verdens problemer, men mere gøre noget ved dem. Måden som vi løser problemerne sker ofte på en ret destruktiv måde. Problemer kan løses ved diskussioner og bør også gøres på den måde. Vi har rykket os fra en tilstand af apati, til en tilstand af apatiske-handling, hvor der rent faktisk sker en handling.

Vi er i en meget materialistisk tidsalder, og en meget langsom tilstand af væren. Vi er kommet ud af den “mørke middelalder”, hvor det kun handlede om at tilfredsstille vores fysiske og meget animalske behov. Nu kan vi nyde de lidt finere, mere kulturelle ting. Men det er ikke en særlig spirituel tilstand. Der hvor vi står nu, begynder vi stille og roligt at lære, at dette er en mental verden, og vi allesammen hænger sammen. Vi bliver mere kærlige mod hinanden og vi begynder at holde op med at slås med hinanden.

Men husk, at på hvilket som helst tidspunkt, så kan du rykke ind i den højeste tilstand af væren. Vi behøver ikke, at være på samme niveau som verdenen, og de af jer, som læser dette og er på vejen opad rykker forbi det generelle niveau. Er vi ikke heldige?

For mange af os i verdenen, så virker alting håbløst. Vi føler os hjælpeløse, men vi ved på samme tid, at der er en vej ud. Der er håb og en retning.

Og hvad er vejen ud?

Stop med at kigge i verdenen efter glæde! Begynd med at lede det sted, hvor glæde rent faktisk er. Indeni os, lige nu. Inde i vores egen bevidsthed. Ubegrænset glæde er vores naturlige iboende tilstand.

Vi har opsat en lang række begrænsende koncepter, som holder os tilbage fra dette. “Jeg behøver dette, jeg behøver ham, jeg behøver hende, og hvis jeg ikke får, hvad jeg gerne vil have, Jeg er såret, Jeg har problemer”.

Giv slip på disse begrænsede koncepter og forestillinger - eller vælg den positive måde - gå ind i dig selv, og find den ubegrænsede væren, som du er.

Når vi har problemer, så er vi det begrænsede “ego”. Egoet er "Jeg er min krop, jeg er mit navn, jeg er mine følelser osv." (jeg bruger ord til at beskrive noget, som ikke altid behøver ord - tag det som et koncept). Vi prøver at udtrykke vores “sande selv” igennem et begrænset “ego”, og det er alt for lille. Vi bliver presset sammen og det gør ondt!

Så hvis det er et problem, så gælder det om, at spørge sig selv “Hvad er det, jeg gør?”. På hvilken måde handler jeg ud fra ego motivation. Hvis der kommet et svar, vil du trække den skabende tanke op med rod fra dit underbevidste til dit bevidste sind. Når først du er bevidst om tanken bag, vil du helt naturligt give slip på den.

Hvis ikke du giver slip på det, så var det ikke lige præcis den tanke, som forårsagede udfordringerne. Den gemmer sig endnu nede i underbevidstheden. Så enten gør vi den ubevidste tanke, bevidst - og derved slipper på den. Eller endnu bedre , vi opdager, at vi er “selvet”. Vidende at vi er det perfekte “selv”, som ikke er begrænset af vores krop og sind, så løses alle problemer øjeblikkeligt. (Og hvis du ikke helt er der nu, så vær overbærende med dig selv - du har haft, hvor mange år til at samle sammen?)



Alle problemer kommer dybest set fra en ego motivation, som du nok vil opdage. Når du er dit sande “selv”, så er der ingen problemer, som ikke falder på plads perfekt, harmonisk og uden anstrengelser. Jo mere ego motiveret du er, jo sværere er det, at opnå noget og jo mindre harmonisk er det, og jo større er smerten. Det er virkelig simpelt.

Hvad der ikke er let dog, at give slip på vanen. Vanen at ville være et ego. Denne vane er stærk. Den er blevet opbygget over tusindvis af år. (hvis du tror på tidligere liv)

Vi begynder nu langsomt, at give slip på denne vane. Men den vil ikke slippe let, fordi vanen har været der i sååå lang tid. Dog, det øjeblik, som vi beslutter os for det, har vi muligheden for at slippe den øjeblikkeligt.

Hvis vi siger, at vi ikke kan - så er det formentlig fordi, at vi ikke har lyst til det. Ønsket om at give slip er ikke stærkt nok. Måske gør jeg det lidt for simpelt, men du har formentlig hørt en masse komplicerede forklaringer, og dette kan måske være lettere at forstå.

Men ingen kan gøre det her for os. Vi er nødt til, at gøre det selv.

Så hvordan slipper jeg af med problemer?

Det øjeblik, som du siger “jeg har et problem”, så sidder du fast. Du gør det mere virkeligt, end det er. Du kan ikke slippe af med problemer, fordi du gør dem virkelige.

Dermed ikke sagt, at hvis du siger “der er ingen problemer”, at de vil forsvinde som dug for solen. Netop fordi du siger “der er ingen problemer”, så holder du mentalt i dit sind problemer, og vedligeholder dem derfor. Fjern problemer fra dit sind. Vid, at alt er perfekt.

Helt naturligt, så burde livet være totalt uden anstrengelse. Der er ingen anstrengelse i livet. Bare se på blomsterne og naturen udenfor, anstrenger de sig for at være og vokse? Når vi er vores sande selv, så er der ingen anstrengelse. Vi er bare. Men vi prøver at være et begrænset ego - og det kræver en indsats. Det kræver anstrengelser, at være begrænset, når din naturlige tilstand er ubegrænset.

Jo mere begrænset du forsøger, at være. Jo større anstrengelser kræver det! At være dit ubegrænsede selv, kræver ingen anstrengelse. Tit og ofte overgiver vi først vores problemer til vores ubegrænsede selv, når vi er presset ud i ekstremer. Når vi endelig giver slip, så løser vores problemer sig uden anstrengelser.

Vi prøver og prøver, og tingene bliver bare værre og værre. Men så giver vi over, og giver slip med ryggen mod muren - og hermed løser vores problemer sig. Vi er ubegrænset væren, og lader som om, vi er en lillebitte del af det, ved at være et begrænset krop-sind menneske. Når du kigger indad, vil du opdage, at du er ren væren.

Når du ser et problem i verdenen, så prøver du, at være det begrænsede krop-sind ego. Hvis du tror, at du har et problem - så har du ét. Hvis du accepterer, at det alt sammen er ét, og alt er perfekt, så er det alt du nogensinde vil møde. Ja, vi er der nok ikke helt endnu, men man kan prøve at fjerne ordet “problem” - “jeg kan ikke” “jeg vil ikke” “jeg gør ikke”, alt sammen negative ord.

I et komplet harmonisk menneske, så findes de ord ikke.

Når vi løser et problem, så dukker det ikke op igen. Men så får du nye. Når du har løst noget med dit eget begrænsede sind, så præsenterer det sig ikke igen, men der vil altid være nye problemer. Der er ingen ende på problemer i denne verden. Du kan fortsætte for evigt, og så længe du er bevidst omkring problemer, så vil de eksistere.

Først, når du opdager dit sande jeg, så er der ingen problemer. Hvis vi sætter hånden på en varm kogeplade, så tænker vi “av, den er varm” og rykker hånden væk. Når du opdager, hvad du har gang i, så stopper du. Når du har et problem, så putter du din hånd ind i problemet og råber “det gør ondt! - min hånd brænder, wow jeg har et stort problem”, og lader som om, du ikke har puttet din hånd på en varm kogeplade. Du lader som om, du ikke gør det, men det gør du. Problemet er i din bevidsthed, dit sind. Ændr din bevidsthed og dit sind, og øjeblikkeligt er problemet væk. Prøv det, og se det for dig selv.




Jo større anstrengelser, jo mere ego. Men kun indtil du er fuldt realiseret om, hvem du er i virkeligheden er, vil du kunne undvære anstrengelser.

Så hvad kan vi gøre? 

Du kan måske spørge dig selv “hvilket frustreret ønske fra egoet skaber dette problem?” - og hvis du kan tillade dig selv, at være fuldstændig åben for at se dig selv klart, så kan det slippe øjeblikkeligt. Hvis det ikke gør det, så kan du spørge dig selv” kan jeg tillade mig selv, bare at være med det ønske - eller give slip på det ønske”

Bemærk måske også, hvor meget du gerne vil “passe ind” i verdenen, og spørg dig selv: “Vil jeg hellere passe ind, eller vil jeg hellere være fri”? Tillad dig selv at være kærlighed og accept, i stedet for at ønske det fra verdenen omkring dig.

Og glem ikke latter og glæde! Når vi ser det sjove i tingene, og har en god latter helt fra maven, så giver vi helt naturligt slip på en masse bagage :)


Du kan læse mere omkring mig, og mit arbejde på www.center-of-healing.dk - tilmeld nyhedsbrevet på forsiden, hvis du vil have seneste nyt.

Finde gratis Youtube meditationer og videoer til at støtte dig ved at søge efter “Center for Holistisk Energi Healing” :https://www.youtube.com/watch?v=MZUwg-sD8Vk

Hvis du er parat, til at lade dine omgivelser rykke op i energiniveau, så kan jeg anbefale en Dowsing og Feng Shui session - den vil støtte dig i dette arbejde, da du i lavere energier vil gentage mange af de samme mønstre igen og igen, og ikke kunne rykke ud af din mentale og følelsesmæssige krop.


Masser af kærlighed og chi Simon

Kære lille mormor, du som er i himlen..

Den blideste bølge af varme gennemstrøg min krop fra top til tå, mens jeg stod dér - Midt i stuen omkranset af det orange lys … ”Jeg elsker dig, tak mormor” Fik jeg fremstammet blandt de tårer og følelser, der indtil da havde været gemt væk. Nu fik de endelig frit løb efter mange uger..

Dette er måske min mest personlige blog indtil dato, og jeg har virkelig skulle overveje frem og tilbage, hvorvidt jeg skulle skrive dette. Dette er ikke en fuldstændig subjektiv videnskabelig afhandling af mine oplevelser.

Tværtimod!

Det er min personlige subjektive historie, der på alle måder er påvirket af tidens klare lys.

Jeg håber, at i bærer over med mig og det måske enten bringer genkendelse, en følelse af tryghed og vished omkring livet efter døden, eller bare er en god historie. For igen, det er MIN historie – set med MINE briller.

Det er vel efterhånden 3 år siden nu, at min mormor trak sit sidste åndedræt på denne jord. Mange mister mennesker, som de har tæt på sig hele tiden, men jeg synes alligevel min oplevelse er værd at dele.

Så here goes..

Formiddag kl 11

Klokken var omkring 11, en ganske almindelig onsdag – jeg havde været i et lidt underligt humør hele dagen, og må indrømme, at det jeg sad og arbejdede med lige nu, langsomt var ved at dræbe mig.. . gab! Jeg var lykkelig for, at jeg havde taget de første spadestik til et nyt liv og eventyr, og tænkte over, hvordan det nu skulle blive, når jeg kastede mig helt ud i det.. lidt dagdrømmeri skader jo aldrig?

Ude af det blå ramte frustrationen og vreden mig – jeg var ikke bare vred, men pissesur!

Hmm underligt, jeg plejer ikke at være sur. Jeg var nok tværtimod den bedste til at undertrykke frustrationer og vrede. Det var underligt? Det gav ingen mening, at blive vred her – midt blandt computerskærme og tal. Intet var sket?

”Jeg lukker mig bare inde i min osteklokke og ignorerer omverdenen, sætter lidt musik på i mine ører og arbejder hårdt. Det plejer at hjælpe..” tænkte jeg for mig selv.

Jeg tror, at lynene stod ud af mig, for folk holdt sig på afstand af mig. Jeg følte også, at jeg var lidt ude af mig selv. Klokken blev henad fyraften, og jeg kiggede på min mobil. Der var et par missede opkald fra min far og en sms besked eller to.

Hvad jeg husker, så stod der at min mormor var død, om jeg ville ned og ”synge” hende ud i kisten om aftenen og jeg skulle ringe – den var væsentlige længere, men nu sammenfatter jeg lidt.

Fik fri sidst på eftermiddagen og gik ned mod bussen, tog mobilen op af lommen og ringede til min far – alle fibre i min krop havde modstand mod at tage derned, jeg kunne ikke fysisk! Jeg ved ikke hvordan det lykkedes mig, men jeg fik i hvert fald nægtet at tage derned. Som én af de eneste i familien.

Jeg var selvfølgelig ked af, at min mormor var død, men mest af alt glad for, at hun døde, så hun ikke skulle lide mere. Hvad hun ikke havde af sygdomme – hun led og lægerne havde intet kunne gøre i alle de år. Det værste var, at hun var så frisk i hovedet lige indtil det sidste. Min mor var også blevet slidt af hele processen og havde endda fået hold i ryggen af at køre frem og tilbage så mange gange, samt den stress det er, at skulle overvære sin sidste forælder forlade denne verden.

Det sidste fysiske møde

Den sidste gang jeg så hende, godt en uge inden hendes død, vidste vi alle, at det var ved at være enden. Og jeg havde endda troet, at hun ikke ville have overlevet vinteren, men her var vi i maj og hun holdt ud endnu.. Hun var stoppet med at spise, og da jeg kom ind i hendes rækkehus, lå hun midt i hendes stue i en hospitalseng, der var stillet frem.

Det meste af familien var mødt op, både børn og børnebørn – og jeg kan huske, at jeg gav hende min hånd for at sige hej og holde lidt i den. Hendes øjne kiggede lige i mine, og hendes sind var så skarpt som altid på trods af al medicinen hun fik.

”Din hånd er helt kold” sagde hun og smilede let, mens jeg bemærkede, hvor varm hendes aldrende og trygge hånd var. Det var som om hendes sjæls lys skinnede igennem her mod enden.. for mig var det i hvert fald et øjeblik, jeg husker stærkt. Ikke så meget detaljerne, for hvem husker også alt. Men følelsen, som fyldte mig. Som om hun allerede der vidste, hvad vi skulle gøre sammen senere.

Begravelsen

Det var allerede om lørdagen, at hun skulle begraves, så vidt jeg husker. I hvert fald samme uge, som hun var død. Det var arrangeret sådan, at jeg kørte med mine to storebrødre til begravelsen. Der var en trykket stemning i bilen, da jeg satte mig ind. Jeg følte mig bestemt ikke i kridthuset, efter at jeg havde nægtet at deltage i at ”synge” min mormor ud. Ingen kunne forstå mit ”valg”.

Mine storebrødre var nok de to børnebørn, som havde været tættest på min mormor – og siden de oplevede mere af den periode, hvor hun var rask, havde de også lavet mere sammen. Det meste af bilturen derned blev foretaget i larmende stilhed..

Vi ankom til den gamle hvidkalkede kirke i Frøslev, hvor min morfar og det meste af min mors afdøde del af familien ligger begravet. Det var en smuk solskinsdag, og jeg husker ikke meget fra selve kirken andet end tårerne der flød, og hvor tætpakket af mennesker den var.. Og alle de blomster. Så mange blomster.  Det var så underligt. Jeg var tilstede – men alligevel ikke tilstede. Det var som om at observere det hele udefra.

Da kisten blev båret ud af hendes børn - hvorefter familie og venner fulgte efter, røg tårerne ned fra alle.. Alle undtagen mig. Jeg var selvfølgelig ked at, at min mor og de andre var kede af det. Man kunne næsten skære igennem sorgen. Men alligevel, så stod jeg der – som en slags alien, der ikke hørte til. Jeg græd ikke. Var der bare.


Alt var lavet smukt til den begravelse og velarrangeret – og det føltes så .. underligt. Ingen sorg eller tårer..

Min mormor igen!

Der gik et par uger – og livet vendte tilbage til sit normale trommerum. Sådan da.
Min mor havde reageret underligt over for mig, ja næsten vredt eller frustreret i de uger. Det tog jeg bare som et normalt udtryk for sorg, men igen følte jeg bare at jeg nærmest observerede det end oplevede det.

Computeren blev ved med at hive et billede af min mormor frem, som billedeksempler på en billede folder.

Jeg var i én underlig klokke .. og mine følelser var ikke helt som normalt.  Hm nå pyt, det er nok bare et tilfælde alt sammen.

Nu her efter et par uger foretog jeg lidt dowsing arbejde på et kontor. Som en del af det, så tjekkede jeg for ånder og energiformer på stedet, allerede på afstand (ja energi kender ikke tid og afstand). Der var nogle mentale og følelsesmæssige energiformer.. Nå men bare for sjovs skyld, så kan jeg jo lige tjekke, om alt nu stadigvæk er, som det skal være hjemme hos mig selv..

Der var én ånd! 




Mit hjerte sprang næsten et slag over – det kunne kun være én! Jeg havde tjekket tidligere, og der havde aldrig været nogle før hos mig.

”Hvor var hun?” I sofaen.. Shit!  Ikke fordi min første tanke var så velovervejet, men tænkte virkelig.. ”hvor længe har hun mon været med mig? Tænk på, hvad hun har set, hvis hun har været her de sidste par uger!”

”Pyha, Jeg må hellere se, at få hende sendt hurtigt afsted” tænkte jeg lidt panisk og halvt i chok over nyheden. Jeg dobbelttjekkede igen og igen, og der var én hver gang. Hun fortjente virkelig, at komme videre til den anden side - i stedet for at sidde fast her mellem himmel og jord!

Jeg trak hurtigt min energiring frem og lagde den på gulvet i stuen, hvorefter jeg gik ind i en meditativ tilstand. Jeg kunne mærke, den kolde luft omkring mig, mens jeg åbnede indgangen af lys, som ville hjælpe hende over til den anden side. Jeg håbede virkelig, at det også ville lykkedes denne gang..

Den blideste bølge af varme gennemstrøg min krop fra top til tå, mens jeg stod dér - Midt i stuen omfavnet af det orange lys … ”Jeg elsker dig, tak mormor” fik jeg fremstammet, blandt de tårer og følelser, der indtil da havde været gemt væk. Nu fik de endelig frit løb efter de mange uger.

Det var en kæmpe oplevelse! Kuldegysningerne gik igennem min krop – den varme var helt specielt. En tæppe af omsorg og kærlighed, der holdt om én i hver en celle, hvor man bare var helt tryg. Det var ikke bare kærlighed, det var betingelsesløs kærlighed, der gennemstrømmede hver en celle.

Åh, hvor ville jeg ønske at ord nogle gange kunne beskrive det – men ingen ord dækker helt. Det var som en kærlighedsekstase, og samtidig en kæmpe forløsning af ophobede følelser, der røg ud i et stort samsurium.

Jeg havde sendt sjæle videre før, men.. jeg kan ikke se dem, og ved ikke om jeg har lyst til at kunne dem. Det alene at kunne fornemme dem, er rigeligt. Den varme og lys jeg oplevede nu, havde jeg prøvet tildels ved tidligere gange. Min mormors var så meget kraftigere! Det var som en healing for mig.

Og om man tror på sjæl, liv efter døden eller hvad man nu gør, så kan ingen tage det fra mig, at det var min personlige oplevelse. Min mormor var min ”bekræftelse”, at der findes liv efter døden. At den fysisk krop, faktisk bare er det mindste af os – og det vi i virkeligheden er, aldrig er hverken født eller kan dø.

Uanset hvordan hun havde ført sit liv eller været, så var alt ligegyldigt lige nu – nu var hun i sin rene sjæl, og føltes tættere på end nogensinde før, men videre fra hendes begrænsede fysisk personlighed (i sammenligning med sjælen).

Hvorfor mig?

Da jeg havde sendt hende afsted dukkede tankerne op igen hurtigt.

”Hvorfor lige mig?” Hun var jo tættere på nogle af de andre. Og hvornår skete det? Jeg måtte spørge frem og tilbage igen. ”Folk må jo tro, at jeg er skør eller finder på noget som undskyldning”.

De fleste sjæle/spøgelser/ånder kommer videre til den anden side eller hvad man nu vil kalde det helt normalt, men nogle er uafklaret eller bliver holdt tilbage af særlig negative steder.

Jeg spurgte igen og igen, for at få sikkerhed – svaret kom hver gang – hun kom til mig om onsdagen kl. 11:06.

Da jeg tog på arbejde dagen efter skyndte jeg mig hurtigt ud i receptionen, hvor min gode kollega var. Jeg stolede på hende, og prøvede at fortælle om min oplevelse. Tårerne kom hurtigt op, og det endte i et stort kram.

Det virkede som om alle de følelser, som ikke var tilstede under begravelsen - før og efter, kom frem. Men tårerne var ikke sorg – tværtimod, de var rørte tårer, tårer af taknemmelighed og kærlighed. Som om min sjæl blev rørt og mit rationelle selv ingen kontrol havde.

Selv den dag i dag, så bliver jeg rørt hver gang, jeg snakker om dengang – ingen tårer lige nu, mens jeg skriver det, men varmen er der og den kolde luft omkring mig. Så ja, bare rolig mormor – jeg ved, at du er der.

Efter oplevelsen med at sende hende afsted, så jeg ikke længere hendes billede på min computer. Den pludselige vrede klokken 11 om morgenen den onsdag gav mere mening. Indrømmet, hvis jeg var hende, så ville jeg nok hellere ikke være særligt tilfreds, med at havne på det arbejde jeg havde dengang, i stedet for at komme ind i lyset – og min mor behandlede mig atter normalt.

Jeg spurgte min mor senere hen, hvornår min mormor døde, da jeg ikke vidste det og min mor var tilstede sammen med alle mine mormors børn i hendes døende timer. Min mor sagde ”omkring kl 14” – men bestemt sagde jeg ”nej, klokken 11:06” – der kom hun til mig. Hvorefter hun fortalte, at hun faktisk havde lukket øjnene for sidste gang omkring 11 tiden.

Og hvorfor mig? Tja, hendes sjæl må have vidst, at jeg var den eneste som ville være i stand til at sende hende ordentlig videre i min familie? Uanset hvad, så er jeg taknemmelig for, at komme ud med min personlige historie omkring dette.

 

Hvad nu bagefter?

Jeg har ikke opsøgt clairvoyante, for at få bekræftet min historie, men alligevel har jeg fra flere clairvoyante kilder sidenhen, igen og igen fået bekræftet. Der er en dame med krøllet gråt hår, som er stolt af den unge mand jeg er blevet, og vil forsikre mig, om at hun er kommet videre! :)

Når jeg husker tilbage på tiden før, så kan jeg huske igennem flere år, at jeg havde ønsket mig, at have de økonomiske midler til at give hende en masse alternativ behandling. Det måtte da have været langt billigere, i stedet for at dope hende med medicin.

Hvis jeg kunne alle de ting, som jeg kan i dag dengang, så ville jeg måske kunne have hjulpet… men måske var det i sidste ende alt sammen til det højeste bedste? Jeg ved det ikke. Det er bare efterrationalisering. At jeg ikke fik lov til at hjælpe hende før hendes død, men først efter – gjorde måske, at jeg motiveret til at lære alle de ting, som ville kunne have hjulpet hende dengang, så jeg kunne hjælpe ikke bare hende, men mange andre nu.

Kære lille mormor, TAK, fordi du er med mig altid i din sjæl og tak for din hjælp til stadighed :)


Kærlig hilsen Simon