Er du usynlig og gemmer dig i bunken – sammen med alle os andre?

Nu er det årets allerkorteste dag! Vintersolhverv - dagen hvor solen er kortest tid oppe på den nordlige halvkugle. Så er det måske meget passende, at skrive om at gemme sit lys væk. Og det har jeg i høj grad har gjort, i alt for mange år!

Gemt mig i bunken med alle de andre, og dæmpet mit lys så meget, at der til sidst kun kom et spinkelt lys ud. Og puha, den her blog har været længe undervejs. Der har været flere klar, men de er så personlige, at jeg ikke har udgivet dem – ikke så meget af hensyn til mig selv, men dem jeg har tæt på. Så hvis jeg har været lidt stille, så er det derfor. Måske de en dag får lov til at komme ud, de ligger gemt i hvert fald for nu!

Jeg har dybest set haft en frygt, som mange nok har – nemlig, at hvis jeg er den, som jeg er – så er jeg ikke værd at elske, at blive accepteret. Og ja, det har engang været ret farligt at skille sig ud. Hvis man var en dårlig slave, så kunne hovedet hurtigt ryge!  Specielt her i Danmark har vi en tendens til at bygge folk op, se dem som perfekte og så bagefter udfritte dem for alle deres menneskelige fejl og høvle dem ned.

Men den tilgang, at gemme mig væk – har haft den modsatte effekt. Frygten lyver altid for os!

Vi skal nogle gange lidt ud af vores comfort zone, og lave én lille eller stor ting anderledes hver dag. Vi er kæmpe vanemennesker, vi kører den samme vej hjem hver dag, parkerer cyklen eller bilen samme sted, det samme mad, de samme måder at placere bestikket på i skuffen, og alt gør at vi kører på automatik i stedet for at blive bevidste og opmærksomme. 

Trust me, du kommer til at bande og sovle de første 50 gange du rækker hånden ud efter skeen og stikker dig på gaflen i bestikskuffen, men hver gang vågner du lige op og stopper med at køre på automatik.

Nå men – hvis du nu tror på tidligere liv og vi har nogle livslektioner, som vi har bestemt os for i dette liv, så er lidt af min historie her. 

Jeg har i mit forrige liv været munk i Tibet omkring midten af sidste århundrede, og det undrer mig egentlig ikke. 

Da jeg voksede op blev jeg tit fortalt, at jeg burde blive præst, og da jeg blev ældre og kom inden for den spirituelle verden sagde mange, at jeg kunne have været munk. I det tidligere liv elskede jeg bjergene og ja, jeg elsker dem stadigvæk i dag :)

Jeg underviste og studerede de gamle tekster inden for Buddhisme - pudsigt nok lavede jeg en opgave omkring Buddhisme i folkeskolen, og besøgte det buddhistiske tempel i Hellerup – så jeg har tit haft en fornemmelse af en tilknytning til det. (Og mit hjem er temmelig overplastret med Buddhaer, uden at jeg er buddhist).

Nå men udover at der har været mange tegn i bagklogskabens klare lys, så fortsætter historien - da Kina invaderede Tibet flygtede mange munke til Nepal og Indien, deriblandt Dalai Lama. Men jeg elskede mine bjerge, jeg var bange for at flygte og komme ud til det omkringliggende samfund – hvad de mon ville tænke omkring en munk som flygtede. Jeg var skuffet over, at Dalai Lama forlod os og lod os i stikken (og nej bare rolig, i dag ved jeg godt, at han traf det rigtige valg). Det pudsige er, at jeg mødte Dalai Lama i foråret til hans foredrag i København inden jeg vidste dette her, og blev skuffet. Han var slet ikke som jeg forventede og underviste på en måde, som er af den gamle skole.

Jeg kunne også være flygtet og kommet i sikkerhed i Nepal – og ville have overlevet. Kommet ud i samfundet og skinnet mit lys – men jeg var bange. Jeg endte med at dø under den kinesiske besættelse. 

Men i det her liv kan jeg ikke flygte, jeg kan ikke gemme mig væk på et bjerg -  juhu, min sjæl har valgt verdens fladeste land nærmest uden bjerge! Jeg er en del af samfundet, fællesskabet og skal ud til flere mennesker end jeg har været før. Mit lys skal skinne.

Som Nelson Mandela sagde: 

”Vores dybeste frygt er ikke, at vi ikke er gode nok. Vores dybeste frygt er, at vi er kraftfulde uden begrænsning! Det er vores lys - ikke vores mørke, der gør os bange. Vi spørger os selv - hvem er jeg, der tillader sig at være lysende, fantastisk, talentfuld og vidunderlig?

Men i virkeligheden - hvorfor skulle du ikke være det?

Du er Guds barn. At du spiller "lille", tjener ikke verden.

Der er intet "oplyst" ved at krympe, så andre mennesker ikke skal føle sig usikre, når de er sammen med dig. Vi er født til at manifestere Guds storhed (glory), som er inde i os. Det er ikke kun nogle af os - det er os allesammen. Og når vi lader vores eget lys skinne, giver vi ubevidst andre lov til at gøre det samme.

Når vi er frigjort fra vores egen frygt, vil vores tilstedeværelse automatisk frigøre andre. Det er vores lys, og ikke vores mørke, der skræmmer os mest.” 

Det kræver kun ét lys, at lyse et rum op  - og ja, man får set hvad der gemmer sig i mørket, men som regel er det mindre skræmmende og mere håndterbart at rydde ud i, end hvis man famler i mørket.

Det er egentlig ligegyldigt årsagen, og om man tror på tidligere liv eller ej – realiteterne er, at jeg alt for længe har gemt mig væk.

Men her på den korteste dag, så går vi fra mørke mod lyset igen. Jeg har været nede og set mit mørkeste punkt, ryddet ud i kælderen og støvet af. Og hvert rum jeg har åbnet for har været en velsignelse – godt nok en pakke indpakket i sandpapir til tider, men de indsigter det har givet mig selv er uvurderlige og kan ikke købes for penge. De skal opleves, en guru, mester, klog kone eller mand kan lede dig en vis del af vejen men kræver, at man tager det sidste skridt selv.

Ha en dejlig jul og husk at tænde dit indre lys her i mørket! :)

Økohilsner Simon