Dér hvor regnbuen ender..

Forårsvejret har trukket sine mørke skyer hen foran mit vindue, mens solen endnu skinner i glimt forbi dem og møder regndråberne, der drypper ned af de lysegrønne blade.. Nu er det tid til et anderledes blogindlæg fra min hånd.

Her kommer min lovede opfølgning, der vil give min personlige erfaring med vores sundhedsvæsen - jeg har trukket udgivelsen af den, ikke kun fordi jeg vil sikre mig, at den skulle være som jeg ønskede, men også fordi tid er en mangelvare i eksamenstider.

Jeg har dog det lidt på samme måde med forlængelse af blogudgivelsen, som jeg har med min infektion i fingeren. Det er lidt en skjult gave, som man nok først indser i bakspejlet. 

Hvis jeg havde skrevet blogindlægget umiddelbart efter, så ville den være for stærk følelsesladet og måske forhastet. Der er god grund til at dampe lidt af og danne sig et overblik på samme måde, som når man har været oppe og skændes. Her er det altid en god idé at man sover på det og kommer i tanke om, at det man måske diskuterede egentlig talt var en bagatel og hvor meget mere man har tilfælles end det som adskiller en.

Status er: Jeg har været indlagt én dag i hele mit liv på et hospital. 

Gør det mig kompetent til at udtale mig, om hele sundhedsvæsnets status? Det korte svar er nej, ifølge videnskabelige metoder så kan jeg være den statistiske usikkerhed, jeg kan være undtagelsen, jeg er….

Derfor vil jeg heller ikke give dig/læseren andet end min oplevelse ud fra min viden i dette øjeblik.

Behandling?

Hvis jeg havde skrevet den umiddelbart efter jeg havde været indlagt ville jeg nok have skrevet noget lignende om ”hvor forarget jeg var over, hvor lidt de havde styr på de forskellige journaler, ja man kunne jo forhandle sig frem til en behandling” eller ” hvor overmedicineret jeg følte jeg blev”, ” hvor ubehagelig og invasiv den vestlige medicin og behandlinger føltes”, ”hvor meget fokus der var på behandling af symptomet, i stedet for at kigge på mennesket bag og finde årsagen”, ”hvor lidt helsebringende mad der var, og de eneste muligheder for mad var hvidt brød og mælkeprodukter – gluten og laktose som jeg ikke spiser” osv. osv.

Men så ville jeg falde i deres fælde, jeg ville se på symptomet og ikke se på selve årsagen. Vores sundhedsvæsen er ikke værre eller bedre end det vi selv har skabt og gjort den til. Vi har kastet vores ansvar over på andre, men vi glemmer at den krop vi har, skal passes og plejes, og endnu vigtigere - At de problemer som vi står overfor psykisk og fysisk der manifesterer sig som sygdomme er en mulighed for læring, og hvis du ignorere det én gang og behandler symptomet, så ville det finde andre måder at komme til udtryk og endnu værre end før.

De gør det bedste ud fra hvad de har lært, og de er startet med at arbejde som sygeplejersker, læger og meget andet ud fra en passion om at hjælpe andre mennesker – jeg vil aldrig give dem skylden, de er bare en del af vores overordnede system og tro. Det nuværende sundhedsvæsen har en plads ved akutte ulykker, men de har ikke svaret på kroniske sygdomme. 

De vil påstå at du kan tage en pille hver dag i 3 år for at blive ”vaccineret” imod græspollen og høfeber og hvor 70 % af de behandlede oplever bivirkninger, og så kan man jo kun håbe på, at det virker men prisen for denne éne pille i tre år vil jeg vædde på er astronomisk høj (6300 kr. x 3 år = 18.900). Især når man sammenligner med, at en kostændring som fjernelse af gluten og laktose samt noget akupunktur har klaret det samme for mig – nemlig fjernelse af allergi på en naturlig måde på én måned uden at det kommet tilbage og uden bivirkninger andet end større overskud og mere energi!

Det er ikke kun allergi som de har haft svært ved at behandle mig for: Bivirkningerne af én dags behandling var ondt i øret og hovedet på en ubeskrivelig måde, som først forsvandt efter et par dage, og jeg havde det faktisk fint inden jeg blev indlagt. Jeg havde problemer med uren hud som yngre og jeg fik en recept på et bumsemiddel der skulle smøres på, som forårsagede at jeg sad i 7-8. klasse og kunne rive min hud af i flager, og bumserne var der stadigvæk indtil jeg fik set på den virkelige årsag. Andre ting var at jeg fik bihulebetændelse gentagne gange mens jeg svømmede på højt plan og fik penicillin flere gange, hvilket forårsagede at jeg blev plaget af svamp i stedet for, og som er værre end bihulebetændelse af komme af med og bidrog til at jeg blev endnu mere træt, og levede i den kroniske træthed fysisk og psykisk til sidst. 

Kort sagt: De fjernede symptomet, men de fjernede ikke årsagen og symptomet kom kun værre igen – som en hammer der bliver ved at med at hamre på ens tå, først blidt.. senere hårdere, for at du til sidst reagere hensigtsmæssig. Så dygtig og klog er vores krop, men det vil de ikke indse.

Prisen er gemt i vores system, vi tror det er gratis og godt, men vi glemmer som sagt omkostninger der er skjulte for os af det offentlige system. Vi kunne spare så mange penge ved at forebygge og behandle med homøopatiske præparater, akupunktur, zoneterapi, healing, body talk, urter (som EU og lægemiddelindustrien heftigt prøver at fjerne fra markedet – nu har Europa parlamentet så nægtet at godkende regnskabet fra det europæiske lægemiddelsagtentur fordi det er for meget i lommerne på lægemiddelbranchen) og mange mange flere holistiske behandlingsformer. Ingen er perfekt, men jeg håber da at vi har udsigt til et bedre system i fremtiden.

Rigtig sundhed

Jo flere ting man lærer i det som den etablerede verden vil påstå er den ”alternative” verden, jo mere indser man at det hele hænger sammen. De har alle sammen bidder og stykker af dette, som jeg har fundet beskrevet elegant og smukt flere steder. Nemlig, at vi ikke kun er en fysisk krop – at vi ikke kun er en krop af kød og blod, eller en maskine uden sjæl. 

At ”healing” af de problemer vi nu har, skal ske igennem erkendelse af problemet og gennem opnåelse af harmoni og balance, der er så fjerne og distancerende udtryk, at de fleste skynder sig tilbage til lægen og beder om flere smertestillende og søvndyssende midler for at bedøve sig selv, eller kaster sig selv ud i diverse afhængigheder af stoffer for at glemme hverdagen. 

Problemer skal løses ved roden, det er ikke nemt, men hvis det var nemt, så gjorde alle det jo og så ville vi ingen problemer have? De fleste går endda så langt, som til at sige, at hvis du ikke får løst dem i dette liv, så får du flere liv – en konstant efterstræbelse af noget bedre. At dette liv blot er én dag i dit liv. Det ville da også være lidt af en trøst, at man får flere muligheder for at opleve denne verden og gøre den lidt bedre og bare opleve endnu en aften som denne hvor solen nu endelig er ved at forsvinde bag horisonten. 

Jeg håber, at vi mødes én dag der hvor regnbuen ender..

Økohilsner Simon 

P.S  Siden du læser dette her, så vil jeg formode at du ikke er død og derved stadigvæk har en chance for at gøre noget. Så kom tilbage fra vildspor og ind på din egen balances vej, og elsk dine nærmeste :)