Jeg håber aldrig, at jeg bliver voksen!

Jeg håber aldrig, at jeg bliver voksen!

Og nej, det er ikke fordi jeg håber, at jeg bliver kendt som Peter Pan ”Drengen der aldrig blev voksen” – eller ikke kan finde ud af at tage ansvar for mit liv.

MEN

Helt groft opstillet:

 – voksne er holdt op med at lege – ja måske ikke alle mænd, men i hvert fald det meste af tiden, så skal vi være ”seriøse”.  Leg er forbeholdt børn og hippier! På et eller andet tidspunkt indtræder – ”gammel-gnaven-mand syndromet” også for mænd. Så ved man, at udbrændtheden har ramt ham og hans sidste legende instinkter er udslukket.

Jeg håber aldrig, at jeg bliver voksen! 

- Kreativitet er forbeholdt det som kan bringe værdi af én art – så hvis du er i reklamebranchen eller er kunstner og kan tjene penge på det, så er kreativitet helt i orden. Men, slut forbudt andre steder at tænke ud af boksen. Børn må være kreativ med alting og skal ikke bekymre sig omkring slutresultatet skaber værdi. Alt bliver værdsat og rost til skyerne.

Jeg håber aldrig, at jeg bliver voksen! 

- Som voksen, så må du kun snakke om problemer eller bekymringer – enten det som var engang, eller dem som du frygter rammer dig i fremtiden – du må aldrig få det få godt, og snakke om hvad der er her lige NU. Du må godt blære dig, og snakke … i temmelig lang tid, om ingenting.  Bare aldrig de ting som betyder noget – slut forbudt!

Jeg håber aldrig, at jeg bliver voksen! 

- Nostalgi er fantastisk – alting var bare bedre i gamle dage. Bare spørg din bedstemor- eller far – ligeså snart grammofonen er sat i gang, så får du hele den gamle trave omkring, hvordan alting var bedre dengang. Hmm når du så ser på dem, og hvordan de er gået i stå – så forstår du dem godt.

Jeg håber aldrig, at jeg bliver voksen! 

- Tid er vigtigt - meget vigtigere end alt andet. Det kan godt være, at tiden aldrig har eksisteret, men den skal styre alt i dit liv. Du skal gå op i at komme til tiden, gå til tiden, huske til tiden, spørge til tiden. Tid, tid, tid. Er penge og det vigtigste i verdenen for en voksen. Og der er aldrig nok af den, og nej legen stopper nu.

Jeg håber aldrig, at jeg bliver voksen!

- Hvis du ikke arbejder, så spiller du ikke på det rigtige hold – nå ja, og afhængig af det rigtige job jo. Hvis du ikke har uddannelse oveni kasketten, så er du allerede på vej ud over kanten til ignorering og hårde blikke.

Jeg håber aldrig, at jeg bliver voksen! 

- Vi gider kun at være venner med dig, hvis du opfører dig som vi forventer. Kasserne vi bliver puttet i bliver mindre og mindre, der er allerede blevet klippet en tå og hugget en hæl. Al særpræget opførsel og sorte får bliver sendt til hjørnespark. Vi skal nok få dig medicineret, institutionaliseret eller tv-reklamiseret indtil kun den mindste revne af dit gamle jeg er tilbage.

Så hvor attraktivt er det egentlig at være voksen? :)

Jeg så en pudsig ting for et stykke tid siden – jeg faldt over et sted i USA, som igennem mere end 25 år havde kombineret plejehjem og børnehave. Og hvorfor tænker du måske? Jo, både og de gamle er tilstede i nuet. De havde stor succes med det! 

Alle vil gerne føle at det er del af et fællesskab, at man betyder noget, at man kan bidrage med noget, og at glæde og leg stadigvæk er en del af ens liv hver dag. De ældre har al den tid i verdenen som man kan ønske sig, og børnene har al den kreativitet i verdenen og livsglæde, som man kan forestille sig.

Okay, efter at have skrevet denne blog omkring mit ønske om ”aldrig-at-blive-voksen”, så har jeg lige et spørgsmål til dig? 

Kender du vejen til ønskeøen? Peter Pan havde ret i ét eller andet! :)

Økohilsner Simon

 

Hvilken historie fortæller du dig selv? The good, the bad and the ugly :-)

Da jeg voksede op elskede jeg at læse  og fortælle historier – specielt uhyggelige med al indbygget lyd (jeg kunne fandme få natten til at blive uhyggelig for min fætre med gyserhistorier!), hvilket egentlig er ret underligt i dag, for jeg ser slet ikke gyserfilm og kan ikke rigtigt lide dem. 

Der er nok også en del af jer, som elsker gyserfilm eller voksede op med fascinationen af mørket og de uhyggelige historier.

Kampen mellem det gode og det onde – om de artige og uartige – og ganske ofte en god blanding af det hele. Og det var det – historier.

I dag som voksne har vi ikke det samme publikum til vores egne historie, kun én og så alle dem som vi prøver at prakke historierne på selvfølgelig.

Ikke mindst så glemmer vi, at det vi fortæller os selv.. Ja bare er .. en historie. 

Det er ikke den objektive sandhed, hvis den overhovedet findes – men en historie. 

Hvis det så bare var en lykkelig historie vi fortalte os selv omkring vores liv, så ville det måske have været fint. Men mange af os har jo en lidelseshistorie uden lige – så skete det og det for os. Nogle er ofre i deres historie ”åh stakkels mig, red mig én eller anden” .. hmm okay, lad os være fair. De fleste af os har været et offer og red-mig-historie. Nogle er heltene ” og så gjorde jeg … og så kom jeg igennem … og så lykkedes det” og en sjælden gang imellem så er vi the bad guys ”jeg fucking hader ham/hende, jeg ødelægger lige alt det her.. uh en konflikt kunne være fedt her..” – nej okay, nu lyver jeg igen. Vi er nok temmelig ofte the bad guys også.

Men hvem og hvad er vi uden vores historier? Er der virkelig en grund til, at vi havner i de samme roller og historier når vi tager snuden hjemad til familien. Altså kunne det være en idé at prøve en ny tilgang, når vi i alle de leveår vi har fået brudt den ene og anden illusion om det perfekte – om den perfekte historie, der handler om en harmonisk familie, hvor alle er glade – så tager tilløb til noget nyt?

Tit har jeg prøvet at regne tingene ud – men det eneste, som en mental omgang kickboxing forårsager er en endnu større gotisk knude – det kræver et større skifte end det! Som Einstein så klogt sagde, så kan man ikke løse et problem fra den samme energi, som man har skabt den! :)

Min erfaring er efterhånden, at jeg helt bare skal droppe historierne – og bare lade ske, hvad der sker. Jeg kan alligevel ikke styre andre menneskers reaktion, og når jeg dropper hvordan og hvorledes tingene skal være – eller en forventning om, at i en-eller-anden-perfekt-fremtid, så kan jeg tillade mig selv at være glad, når jeg modtager noget eller nogen - så kan jeg faktisk være glad uden grund… Det kan jeg lige gentage igen .. Jeg bliver glad uden grund! Jeg har aldrig skulle vente til ét eller andet perfekt øjeblik, som aldrig kom alligevel, for det var alligevel kun mig selv, som gav glæden til … voila, mig selv! :)

Så er du parat til at droppe dine historier? Bare for nu – altså du har haft mange års træning i dem, og du er ekspert i dem – men uanset hvor god du er til dem. Så husk på alle de historier du læste som barn. 

”The end”

Og hermed slut :)

Økohilsner Simon

Er du usynlig og gemmer dig i bunken – sammen med alle os andre?

Nu er det årets allerkorteste dag! Vintersolhverv - dagen hvor solen er kortest tid oppe på den nordlige halvkugle. Så er det måske meget passende, at skrive om at gemme sit lys væk. Og det har jeg i høj grad har gjort, i alt for mange år!

Gemt mig i bunken med alle de andre, og dæmpet mit lys så meget, at der til sidst kun kom et spinkelt lys ud. Og puha, den her blog har været længe undervejs. Der har været flere klar, men de er så personlige, at jeg ikke har udgivet dem – ikke så meget af hensyn til mig selv, men dem jeg har tæt på. Så hvis jeg har været lidt stille, så er det derfor. Måske de en dag får lov til at komme ud, de ligger gemt i hvert fald for nu!

Jeg har dybest set haft en frygt, som mange nok har – nemlig, at hvis jeg er den, som jeg er – så er jeg ikke værd at elske, at blive accepteret. Og ja, det har engang været ret farligt at skille sig ud. Hvis man var en dårlig slave, så kunne hovedet hurtigt ryge!  Specielt her i Danmark har vi en tendens til at bygge folk op, se dem som perfekte og så bagefter udfritte dem for alle deres menneskelige fejl og høvle dem ned.

Men den tilgang, at gemme mig væk – har haft den modsatte effekt. Frygten lyver altid for os!

Vi skal nogle gange lidt ud af vores comfort zone, og lave én lille eller stor ting anderledes hver dag. Vi er kæmpe vanemennesker, vi kører den samme vej hjem hver dag, parkerer cyklen eller bilen samme sted, det samme mad, de samme måder at placere bestikket på i skuffen, og alt gør at vi kører på automatik i stedet for at blive bevidste og opmærksomme. 

Trust me, du kommer til at bande og sovle de første 50 gange du rækker hånden ud efter skeen og stikker dig på gaflen i bestikskuffen, men hver gang vågner du lige op og stopper med at køre på automatik.

Nå men – hvis du nu tror på tidligere liv og vi har nogle livslektioner, som vi har bestemt os for i dette liv, så er lidt af min historie her. 

Jeg har i mit forrige liv været munk i Tibet omkring midten af sidste århundrede, og det undrer mig egentlig ikke. 

Da jeg voksede op blev jeg tit fortalt, at jeg burde blive præst, og da jeg blev ældre og kom inden for den spirituelle verden sagde mange, at jeg kunne have været munk. I det tidligere liv elskede jeg bjergene og ja, jeg elsker dem stadigvæk i dag :)

Jeg underviste og studerede de gamle tekster inden for Buddhisme - pudsigt nok lavede jeg en opgave omkring Buddhisme i folkeskolen, og besøgte det buddhistiske tempel i Hellerup – så jeg har tit haft en fornemmelse af en tilknytning til det. (Og mit hjem er temmelig overplastret med Buddhaer, uden at jeg er buddhist).

Nå men udover at der har været mange tegn i bagklogskabens klare lys, så fortsætter historien - da Kina invaderede Tibet flygtede mange munke til Nepal og Indien, deriblandt Dalai Lama. Men jeg elskede mine bjerge, jeg var bange for at flygte og komme ud til det omkringliggende samfund – hvad de mon ville tænke omkring en munk som flygtede. Jeg var skuffet over, at Dalai Lama forlod os og lod os i stikken (og nej bare rolig, i dag ved jeg godt, at han traf det rigtige valg). Det pudsige er, at jeg mødte Dalai Lama i foråret til hans foredrag i København inden jeg vidste dette her, og blev skuffet. Han var slet ikke som jeg forventede og underviste på en måde, som er af den gamle skole.

Jeg kunne også være flygtet og kommet i sikkerhed i Nepal – og ville have overlevet. Kommet ud i samfundet og skinnet mit lys – men jeg var bange. Jeg endte med at dø under den kinesiske besættelse. 

Men i det her liv kan jeg ikke flygte, jeg kan ikke gemme mig væk på et bjerg -  juhu, min sjæl har valgt verdens fladeste land nærmest uden bjerge! Jeg er en del af samfundet, fællesskabet og skal ud til flere mennesker end jeg har været før. Mit lys skal skinne.

Som Nelson Mandela sagde: 

”Vores dybeste frygt er ikke, at vi ikke er gode nok. Vores dybeste frygt er, at vi er kraftfulde uden begrænsning! Det er vores lys - ikke vores mørke, der gør os bange. Vi spørger os selv - hvem er jeg, der tillader sig at være lysende, fantastisk, talentfuld og vidunderlig?

Men i virkeligheden - hvorfor skulle du ikke være det?

Du er Guds barn. At du spiller "lille", tjener ikke verden.

Der er intet "oplyst" ved at krympe, så andre mennesker ikke skal føle sig usikre, når de er sammen med dig. Vi er født til at manifestere Guds storhed (glory), som er inde i os. Det er ikke kun nogle af os - det er os allesammen. Og når vi lader vores eget lys skinne, giver vi ubevidst andre lov til at gøre det samme.

Når vi er frigjort fra vores egen frygt, vil vores tilstedeværelse automatisk frigøre andre. Det er vores lys, og ikke vores mørke, der skræmmer os mest.” 

Det kræver kun ét lys, at lyse et rum op  - og ja, man får set hvad der gemmer sig i mørket, men som regel er det mindre skræmmende og mere håndterbart at rydde ud i, end hvis man famler i mørket.

Det er egentlig ligegyldigt årsagen, og om man tror på tidligere liv eller ej – realiteterne er, at jeg alt for længe har gemt mig væk.

Men her på den korteste dag, så går vi fra mørke mod lyset igen. Jeg har været nede og set mit mørkeste punkt, ryddet ud i kælderen og støvet af. Og hvert rum jeg har åbnet for har været en velsignelse – godt nok en pakke indpakket i sandpapir til tider, men de indsigter det har givet mig selv er uvurderlige og kan ikke købes for penge. De skal opleves, en guru, mester, klog kone eller mand kan lede dig en vis del af vejen men kræver, at man tager det sidste skridt selv.

Ha en dejlig jul og husk at tænde dit indre lys her i mørket! :)

Økohilsner Simon